Mød Tina, der fleksjobber hos SETION fire timer om ugen
Tina havde et solidt og meningsfyldt arbejdsliv, indtil diverse fysiske sygdomme satte en stopper for dette for 20 år siden. Trods to frosne skuldre og et opslidende ressourceforløb på næsten seks år blev en viljestærk Tina indstillet til et minifleksjob fire timer om ugen – førtidspension kunne de godt glemme. Tinas stærke vilje kombineret med fleksible jobmuligheder hos SETION gør, at vi i dag har glæde af Tina og hendes intellekt. Tina har skrevet et blogindlæg om det at være i fleksjob hos SETION.
EN GAMMEL HUND KAN OGSÅ LÆRE NYE TRICKS… URL – initielle analyser – onboarding – søgevolumen – primære og generiske søgeord – landingssider – algoritmedrevet SEO løsning osv. – Ukendte ord, nye termer – fagre nye verden, når man som jeg, ikke har været tilknyttet arbejdsmarkedet i flere år – og ikke at forglemme – er tæt på de 60 år (-;.
Jeg hedder Tina, er 58 år og er ansat i fleksjob 4 timer om ugen, som analysemedarbejder hos SETION. Dvs. at jeg finder søgeord til potentielle kunders hjemmesider, for at optimere deres placering på nettet.
Og hvordan endte jeg så lige præcis her?
Jeg har været kronisk syg over 20 år – fysisk – så intellektet er stadig intakt (-: En svær kombination – når kroppen har sagt fra – men hovedet vil noget andet. Har både en STX – og HHX eksamen overbygget med en bankuddannelse osv., hvilket gav mig et solidt og meningsfyldt arbejdsliv indtil diverse sygdomme spændte ben for mig. Blev indstillet til fleksjob for snart 20 år siden, hvor jeg de første 12 år brugte mine erfaringer fra finansverdenen. Så satte to frosne skuldre en stopper for det – og jeg endte i et psykisk opslidende ressourceforløb på næsten 6 år – ganske rædselsfuldt.
Men jeg vandt!!! Blev indstillet til et mini-fleksjob på 4 timer ugentligt – førtidspensionen kunne de give til en anden (-; ……….Nu skulle jeg endelig i gang igen……..
1 – 2 – 3 så var jeg ansat hos SETION, hvor jeg de sidste par måneder har lavet søgeordsanalyser for potentielle kunder – en helt ny verden for mig.
”Jo, selvfølgelig kan vi bruge netop dig” – lød svaret, da jeg søgte stillingen. Jeg var i den syvende himmel. Indenfor en uge sad jeg foran computeren og fulgte et onboarding program – spændt og lidt nervøs – men det var så nemt at gå til – og selv jeg forstod det (-; Man blev virkelig klædt godt på til arbejdet, og jeg var ikke til at skyde igennem, da jeg kunne indsende min første analyse til godkendelse – DONE!
Selve analysedelen foregår i et skræddersyet system, som gør arbejdsgangen nem og ubesværet – det er virkelig brugervenligt, så man sikkert og let kan lave en god analyse for kunden. Når søgeordsanalysen er færdig indsender man den til godkendelse – så den bliver tjekket endnu engang og eventuelle fejl rettes. Positiv og konstruktiv feedback får man med det samme – hvilket er rart – så man ved om opgaven er løst tilfredsstillende.
Arbejdet som analysemedarbejder er virkelig godt for mig. Min arbejdsplads er hjemme hos os selv, så jeg kan selv fordele mine timer henover ugen, hvilket passer mine udfordringer særdeles glimrende. Jeg er en ”gammel rotte” i et ungt miljø – men det ser jeg kun som min fordel, da jeg kan bidrage med mange års erhvervserfaring. Her er en let og venlig tone – og så er de unge mennesker ikke bange for at give ros for veludført arbejde – hvilket vi måske godt kunne lære noget af.
Jeg lærer nyt hver dag og glæder mig over, at der stadig er brug for mig – at jeg rent faktisk gør en forskel.